af Per Bo Formand for Globale Seniorer

For øjeblikket oplever vi den hidtil alvorligste udfordring til den hidtidige danske og europæiske flygtninge- og indvandrerpolitik. En krise kan imidlertid være det rette tidspunkt til at tage den hidtidige  politik  op til revision og i stedet formulere en vision for en fremtidig, langsigtet politik.

Hvad er det for udfordringer, og hvad er det for muligheder,  der tegner sig på lang sigt ?

Netop det langsigtede perspektiv er vigtigt. Det drejer sig ikke om en valgperiode, men om flere. Det drejer sig ikke blot om at løse den nuværende krise, men i endnu højere grad at løse eller rettere sagt at forudse og forebygge fremtidige kriser.

Den nuværende situation.                                                                                                                         

Den nuværende situation kan groft sagt karakteriseres ved  to folkevandringer:  En, hvor folk flygter fra krig og en hvor folk vandrer til bedre materielle vilkår.
Tilsyneladende er den første folkevandring netop nu den største. For denne gruppe har det internationale samfund visse asyl-forpligtigelser i henhold til internationale konventioner.Det har man ikke for den anden gruppe. Derfor er det også forskellige midler, der skal benyttes. Selvom det kan opfattes som en tillidserklæring til Europa – kan Europa ikke modtage et ubegrænset antal flygtninge og indvandrere. Antallet er ikke ubegrænset, men det er stort, og antallet betyder noget.Det er baggrunden for at EU og de enkelte medlemsstater for øjeblikket forsøger at regulere ”folkevandringerne”.

Det langsigtede perspektiv.

Lad os se 35 år frem dvs. til år 2050. Hvis vi ser 35 år tilbage dvs. til år 1980 kan vi erkende, at der var mange ændringer, vi ikke forudså. (Blot to eksempler: Den kolde krigs ophør og udbredelsen af internettet).  Det er i sig selv en vigtig erkendelse. Der er altså stor usikkerhed mht. forudsigelser over så mange år. Ikke mindst mht. fremtidige konflikter. Ikke desto mindre er der nogle forhold, vi kan forudsige med en rimelig sikkerhed.

Den demografiske udvikling betyder, at befolkningstallet i Europa – alt andet lige – vil falde en anelse til 700 mio. i 2050. og at andelen af ældre øges betydeligt. Omvendt vil folketallet i Europas nabokontingent, Afrika vokse fra 1.200 mio. i dag til 2.500 mio. i 2050 og andelen af folk i den produktive alder vil øge. 

I Europa vil antallet af ældre vokse. I Afrika antallet i den produktive alder vokse kraftigt.  Det sidste kan være både være en fordel som et problem. Det er en stor fordel, hvis de kan blive beskæftiget, men et stort problem, hvis de ikke kan finde beskæftigelse. Så vil mange migrere. Afrika burde have potentialet til at sikre beskæftigelse, da  det er det kontinent, hvor der er flest - uudnyttede og uopdagede - råstof- og mineralforekomster. I de senere år er Afrika også det kontinent, der har oplevet den højeste økonomiske vækst. Potentielt kan Afrika blive et kontinent bestående af overvejende  velstående lande med en voksende købedygtig middelklasse.

Det er nogle af de forhold (fakta), vi er nødt til at forholde os til. De kan som nævnt  give så vel problemer som muligheder. Hvad resultatet bliver for os afhænger i høj grad af den politik, vi som danske og europæere vælger. Desværre er det demokratiske system – med alle des fortrin ufortalt – ikke det bedste system til at træffe langsigtede beslutninger på.  Korte valgperioder (3-5 år) og helt aktuelle indenrigspolitiske sager bliver ofte ødelæggende for de langsigtede beslutninger.

Den langsigtede politik.

Vi kan naturligvis som europæere vælge kun at se problemerne, men så er vi nogenlunde sikre på at få problemer. Vi kan også vælge at støtte vores nabokontinent med at udnytte potentialet for hurtig udvikling. Nogle har foreslået en Marshall-plan for Afrika.  Det er ikke muligt direkte at overføre metoderne fra Marshall-planen til Europas genopbygning efter den ødelæggende verdenskrig, hvor den fysiske infrastruktur var ødelagt, mens der var et overskud af – kvalificeret – arbejdskraft.
Men der er flere elementer – og centrale – ideer, som kan være relevante.

George C. Marshall gjorde i sin store tale den 5. juni 1947 således opmærksom på de konsekvenser for USA, der kunne blive en følge af uroligheder i Europa som følge af folks desperation over levevilkårene. Se mere om Marshall og planen . Prøv at erstatte ”USA” med ”Europa” og ”Europa” med ”Afrika” eller ”Mellemøsten”.

Han tilbød bistand til Europa, men stillede samtidig som betingelse, at de europæiske lande sammen definerede deres behov og også hvilke bidrag, de selv ville yde.  Det førte til dannelsen af OEEC (Organisationen for Europæisk Økonomisk Samarbejde).  USA bidrog således i høj grad til nedbrydningen af toldskranker og kvantitative restriktioner i Europa og derigennem til den økonomiske opblomstring.

Marshall’s tale bør være en inspiration for EU  for et øget samarbejde med de afrikanske lande. Her er dagens Europa oven i købet bedre stillet, end USA var i forhold til Europa i 1947. Der findes i dag samarbejdspartnere i Afrika først og fremmest den Afrikanske union - AU. (Mange vil sikkert umiddelbart have deres reservationer over for AU.   Men  AU har udviklet sig og udvikler sig fortsat og har i dag et flertal af medlemsstater, hvor ledelsen er fremgået af demokratiske valg). Der findes også samarbejdsstrukturer mellem EU og AU, som kan udbygges.

En ambitiøs plan for støtte til Afrika bør naturligvis omfatte økonomisk bistand, men ikke blot det. Også bistand til nedbrydning af toldskranker og opbygning af fællesmarkeder, støtte til opbygning af bedre skattesystemer, støtte til udnyttelse af Afrikas økonomiske potentiale,  til skabelse af arbejdspladser gennem investeringer, til opbygning af velfungerende arbejdsmarkeder osv.

Meget er allerede i gang, men EU kan bidrage til, at udviklingen foregår hurtigere.  Det vil udover fordelen for de afrikanske befolkninger have den fordel for Europa, at det kan forebygge migration som følge af folks desperation over levevilkårene, hvad enten det skyldes borgerkrige eller fattigdom.

I den første fase af et langsigtet program kan der være behov for væsentlig øget udviklingsbistand. (I den henseende er det et kortsynet signal, den danske regering udsender ved at skære i bistanden med 2½ mia. kr. Tværtimod bør man øge bistanden, og opfordre EU-partnerne til at gøre det samme - for deres egen skyld).  På et senere tidspunkt kan udviklingsbistanden skæres ned/bort i takt med, at de afrikanske lande får stærkere økonomier. Ulandsbistand har jo aldrig været tænkt at være en permanent foranstaltning.

Flygtningeudfordringen.

Derimod vil der sandsynligvis desværre fortsat være behov for bistand i forbindelse med konflikter, som kan medføre flygtningestrømme.  Det er tankevækkende, at en borgerkrig i Syrien, et land med ”kun” 22 millioner indbyggere kan skabe et meget stort flygtningepres, inden for landet, i ”nærområderne” og i Europa.

Det er derfor nødvendigt, at EU bliver bedre til at forudse og at forebygge konflikter. Naturligvis bør så mange flygtninge som muligt forblive i ”nærområderne”. (Her bør vi imidlertid huske på, at Mellemøstens, Nordafrikas og Ukraines nærområderr  er EU).  EU  bør derfor formulere en klar politik på,  hvorledes man styrker indsatsen i nærområderne, hvad enten de befinder sig i EU eller uden for. Her bør man også være klar på, hvor mange flygtninge ”nærområderne” kan absorbere, uden at modtagerlandet destabiliseres.  Uanset, hvor man yder bistand står man over for det dilemma, at man ikke ved, hvornår den konflikt, der har forårsaget flygtningestrømmen hører op, og hvornår genopbygningen i hjemlandet er så langt fremskreden, at flygtningene kan vende hjem.
Man kan håbe på hurtig tilbagevenden, men bliver nødt til at tage højde for at flygtningene har behov for asyl over en længere periode. Dvs. at derskal sikre uddannelse til børn og unge og arbejde til de voksne.

Der skal samtidig afsættes tilstrækkelige økonomiske midler.

Per Bo