Nogle brikker til forsøg på at give indsigt i nogle fællestræk i muslimske opdragelsesprincipper, som jeg har fået dem fortalt af muslimske venner og kolleger. Der er selvfølgelig mange afvigelser og opfattelser. og sammenskrivningen er mit ansvar.
Man kan tale om 3 faser
A. ”Elsk dem, giv dem omsorg, forkæl dem” siger profeten- børn er som rene tavle /ikke tilgængelig for fornuft ! Børn fra ca. 0-5 år
B: ”Opdrag dem ” siger profeten . I denne fase her sker afretningen- Barnet lærer, hvad der er forkert eller rigtigt / uislamisk eller islamisk . Fra ca. 5-10 år.
C. ”Bliv ven med barnet ” siger profeten. Her føres børnene ind i mande og kvindeverdenen. Forskellen i køn bliver større - her slutter barndommen. Fra 10-15 år afhængig af køn.
(Kilde Hadithsamlingerne) Der er glidende overgange og tolkninger.
Børneopdragelsen starter med stor frihed i muslimske familier, små børn må stort set alt. Der er ikke mange grænser. Gradvist snævres adfærden ind, hurtigst for piger med mange krav og adfærdsregulerende normer, mens drengene typisk får længere snor, men langsomt forventes at følge familiens normer og kollektivt opfattede ansvar og forpligtelser.
Omvendt i dansk opdragelse starter børnene med at være meget voksen styrede og beskyttede, men langsomt får de selv mere og mere ansvar og individuel frihed og unge forventes at tage ansvar for egne handlinger. Til gengæld opfattes de ikke som havende specielt ansvar eller forpligtigelser overfor forældrene og bliver ofte opdraget til små egoister..
Det er vigtigt at slå fast, at der er flere adfærdsproblemer og psykiske problemer blandt danske etniske børn end blandt 2 sprogede generelt !
Drengene i den muslimske familie, specielt den førstefødte, forkæles og får en status i familien, som kan hæmme selvforståelse og skabe urimelige krav og forventninger til omverdenen. Samtidig lægges der vægt på drengenes rolle som beskytter og overhoved overfor familiens kvinder og herunder fremmes adfærd, der kan tolkes som en underordning / nedvurdering af kvinder lidt som den traditionelle danske ridderlighedstanke, som også fremmer en opfattelse af kvinder som skrøbelige, svage.
Muslimske børn lærer om ære og skam og stilles til regnskab for overtrædelser. Opdragelsen er mere som i Danmark for 50 år siden. Reglerne er ikke til debat og der forlanges respekt overfor de ældre og ingen forhandlinger eller forklaringer. Autoritær afretning snarere end dialog eller fornufts forklarede rammer . I traditionelle muslimske samfund drejer det sig ofte om kollektivt ansvar, en ældre bedstefar, onkel eller klanleder var normalt autoriteten, som lagde rammerne og eksekverede afstraffelsen, hvis der blev begået fejl. Skam i en muslimsk familie er noget, der rammer hele familien, hvis én gør noget galt- skam er noget ydre i forhold til andre. Derfor nægter et barn fra muslimsk familie måske at have handlet uret, selvom han helt tydeligt har feks knaldet et vindue- Det har simpelthen for stor konsekvens at indrømme det- Han ønsker ikke at skammen skal komme over hele familien, hvis han indrømmer sin skyld. . Islam siger man ikke må lyve, så løgnen for at undgå skammen har ikke noget med islam at gøre men skam og æresbegrebet vurderes at være af patriakalsk oprindelse. I flere kulturer slår man øjnene ned, når man skammer sig. Derfor oplever man som voksen/ pædagog, at det kan være svært at få feks.muslimske drenge til at se een i øjnene og indrømme skyld og sige undskyld. Ligesom manglende konsekvens af en dårlig opførsel opleves som svaghed ikke som et udtryk for imødekommenhed eller forsøg på forståelse.
I det danske samfunds opsplitning af muslimske storfamilier betyder det af og til, at forældrene ikke selv kan styre deres drenges adfærd eller prøver på det. Der mangler en autoritet til at stille dem til ansvar overfor deres familie /klan. En del sager bla. gruppevoldtægtsager skyldes mangel på tids og samfundssvarende opdragelse af unge drenge.(jfr.Naser Khader).
Manglen på ansvarsfastholdelse for muslimske drenge er nok også afgørende for, at nogen unge glider over i bander og regulær kriminalitet. Når den gamle autoritet mangler og der ingen konsekvens er synlig af ens overtrædelser, så opstår der dels foragt overfor den forælder, pædagog eller myndighedsperson , som ikke griber synligt ind. Dels føler man sig mere tryg i en gruppe, et kollektiv der styres af en bandeleder og en kollektiv forventning i lokal området. Man har været vant til at respektere en synlig måske fysisk relateret afstraffelse, den får man i banderne.
Kollektive løsninger ,ung til ung /storebror/klub og sociale placerings/uddanneslses planer anbefales som modvægt til banderne. Behov for social forståelse og løsninger parret med etnisk indsigt og positiv integrationspolitik.
Dansk opdragelse er mere individorienteret og den enkelte er ansvarlig, stilles til ansvar for egne handlinger. Man er vant til at snakke om det, diskutere med børn og unge. Skylden er derfor personlig for danske børn. Vi taler ikke så meget om skam, selvom forældre selvfølgelig også i dansk tradition kan skamme sig over deres børns opførsel, men det opleves ikke på samme måde som hele familiens skam. I Danmark ser man folk i øjnene og siger undskyld, for at folk kan se, man mener sin skam ærligt ! Og ofte er der ingen straf, man forventer at tingene går i orden af sig selv, fordi alle indser, hvad der er bedst ! Det opfattes ikke på samme måde svagt - selvom der de senere år er kommet en kedelig gammeltestamentlig øje for øjeholdning ind i den offentlige debat om skyld og straf.
Muslimske drenges problemer er synlige, mærkbare for samfundet, mens pigernes problemer er anderledes men ikke mindre alvorlige for den enkelte. Pigerne holdes i stram snor, er mere bundet til hjemmet. Deres moral er familiens ære og der er flere restriktioner på pigernes opførsel, påklædning og fritidsaktiviteter. Deres ægteskaber et familieanliggende ligesom deres uddannelses ønsker ofte hæmmes og rangerer lavere end drengenes uddannelse. Muslimske piger som bryder med familiens forventninger kastes ud i et tomrum og i ekstreme tilfælde i frygt.
Lektieklubber /rene pigeklubber ´kan være en løsning som et frirum for pigerne ligesom der findes en del netværk. Til gengæld skal det tilføjes, at muslimske unge piger / kvinder generelt integreres /akcepteres meget lettere i det danske samfund. De tilpasser sig uddannelsessystemet langt bedre end drengene generelt og scorer meget højere til eksaminer og klarer sig bedre i jobskøen.
Mange muslimske drenge forsinkes også uddannelsesmæssigt af et ret højt forventningsniveau hos familien. Man forventer de bidrager økonomisk til familien og deres erhvervsarbejde kommer ofte til at stå i vejen for en videre uddannelse. Man har en udstrakt ansvarsfølelse overfor hele sin familie og mange penge og opgaver overføres fra de stærke skuldre til dem, der har behov
Det hænger sammen med den højere grad af kollektive ansvarsfølelse mange muslimer har over for famlien generelt snarere end overfor samfundet. Hvis man har en bil eller et hus, en lejlighed er det ens eget – og samfundet skal ikke blande sig, selvom man spiller for højt, bruger terassen til oplagring, kører 8 personer i en 4 personers bil eller 3 på én cykel, hælder vand ud over trægulvet, som man gjorde med betongulvet eller jordgulvet hjemme i landsbyen, så vandet siver ned til underboen osv. Det er svært at forstå og acceptere, at der er regler for / samfundsindblanding i , hvordan man bruger egne ting, om man banker sin kone, sine børn eller lignende. Almindelig anstændig opførsel er, at man kun blander sig for at hjælpe, ikke for at klage eller blande myndighederne ind i, hvad der sker hos naboen, ihvertfald ikke så de mister ansigt eller ære.
Man er generelt ikke som indvandrer vant til at forvente gode ting fra myndighederne eller politiet, der hvor man kommer fra. Derfor føler man heller ikke noget ansvar overfor myndigheders love og regler. Den danske integrationspolitik de senere år betyder også, at man ikke har grund til at se de danske myndigheder som bedre og som nogen, der handler til det fælles bedste. Det opfattes ikke som deres, minoriteternes bedste endsige som deres fælleskab !
Mange indvandrerfamilier har efterhånden boet flere generationer i Danmark. For dem har mange holdninger og adfærd overfor det danske samfund og myndighederne ændret sig totalt, og de føler sig som og opfører sig som danske- er danske! Alligevel fortsætter vi gammeldanskere med at omtale dem som indvandrere, " dem" i 2-3 die eller fjerde generation. Samfundets politik og medie hetz presser dem og specielt muslimske grupper over i en særgruppe, som er med til at skabe problemer i relationerne i det danske samfund fremfor at udvikle vores alle sammens sociale normer.
Mange danskere tror stadig, at integration er lig med assimilation - de "fremmede" skal opføre sig som os. Men integration betyder, at man mødes på midten og lærer af hinanden. Derfor er det også vigtigt, at man forstår hinanden og lærer noget om og af hinanden !
Enhver generalisering er altid delvis forkert og udelukker / udelader en masse, men uden generaliseringer kan det være svært at forstå forskelle. Derfor denne generaliserede artikel.
Af Ellen Farr Globalskole
Læs andre artikler om muslimsk opdragelse:
Islamisk leksikon: om opdragelse
Børneopdragelse giver konflikter- artikel fra Religion dk
