Denne artikel diskuterer begreberne interkulturel og social kompetence.

Af Mogens Eriksen og Kirsten M. Anttila Pædagogiske konsulenter, Den Internationale Enhed, Professionshøjskolen København

Om kompetence

Begrebet kompetence indgår igen og igen i enhver undervisnings-sammenhæng.

Vi forstår en kompetence som: en persons evne til hensigtsmæssigt at udnytte færdigheder, viden og erfaring.

I Wikipedia skriver man yderligere således om begrebet kompetence:

"I uddannelsesmæssig sammenhæng taler man om formelle eller faglige kompetencer. Kompetencer erhverves ikke alene i uddannelsesmæssig sammenhæng. Som følge heraf giver det mening at skelne mellem formelle og reelle kompetencer.

Formelle kompetencer kan bestå i myndighed til at udøve en bestemt form for magt, men myndighed giver som bekendt ingen garanti for at en handling udføres "kompetent"."

Normalt skelner man mellem tre typer af kompetencer:

• faglige kompetencer, der knytter sig specifikt til den funktion en person har - eks. at kunne svejse
• almene kompetencer, der knytter sig til de kompetencer forskellige medarbejdergrupper nødvendigvis må besidde for at kunne arbejde sammen - eks. Sprog
• personlige kompetencer, der knytter sig til mellemmenneskelige situationer - eks. ansvarlighed.

Til de personlige kompetencer hører også den sociale kompetence. Hvis man ikke har en social kompetence, vil man ofte have svært ved at begå sig mellem andre mennesker – måske kan man begå sig i en subkultur.

Uden at have en social kompetence vil man næppe heller have en interkulturel kompetence.

Interkulturel kompetence

Er et begreb, som vi igen og igen støder på, og hvor det lige som ligger i luften, at her er noget, som vi helst skal have styr på, når talen falder på samarbejde med lærere og elever fra andre lande/andre kulturer.

Hvorfor egentlig beskæftige sig med dette begreb? Til forskel fra tidligere tider vil vi i dag i langt højere grad på arbejdspladsen, i uddannelsessystemet, på ferieturen eller som handlende i en forretning møde mennesker fra andre lande – fra andre kulturer. Ud fra sammenhængen vil vi opleve os selv som tilhørende og værende en del af en dansk kultur, på ferieturen til Thailand opfattes vi måske i første omgang som tilhørende en europæisk kultur før en dansk kultur osv. I næste omgang vil vi måske af andre blive oplevet som repræsentant for en bestemt kultur. Hvad sker der mellem mennesker i et sådant kulturmøde – når de kulturelle grænser krydses? Er vi i stand til at agere hensigtsmæssigt, så mødet bliver en positiv oplevelse, får en positiv udgang, bliver udgangspunkt for en ny forståelse, en ny erkendelse og for nye initiativer?

En interkulturel kompetence må være bredere og rumme noget mere end kulturel kompetence.

For det første er det selvfølgelig vigtigt at have en forståelse af egen kultur for at kunne forholde sig indsigtsfuld til kulturmødet.

Lidt kort kan man sige, at interkulturel kompetence er evnen til – med forståelse og indsigt i egen kultur - at kunne sætte sig ind i kulturforskelligheder og forstå andre kulturer uden at forkaste det fremmede.

Det bygger selvfølgelig på et:

• Videnselement – altså viden om partnerens land og kultur
• Holdningselement – handler om nysgerrighed, åbenhed og følelser over for de/det fremmede, således at man ikke bare forkaster ’det anderledes’, blot fordi det ikke ligner det vante. Evnen til at undres til at prøve at forstå.
• Færdighedselement – evnen til at tilegne sig ny viden om en anden kultur/et andet samfund, til at stille relevante spørgsmål, til at kommunikere, til at få og opnå kontakt, til at kunne forholde sig åbent til hvad du ser og oplever og til at kunne bidrage med egen viden og egne holdninger.

Man kan spørge sig selv om ikke de samme elementer - der indgår i begrebet interkulturel kompetence - også er gældende, hvis vi ser på mødet mellem en nordjyde, en fynbo, en københavner og en bornholmer? Det samme gør sig også gældende på mikroplanet – fx på en skole eller i en klasse – hvor mange nationaliteter mødes.

Social kompetence(1)

Udvikles i fællesskab med andre mennesker i venskaber, grupper og kulturer. De vigtige elementer i social kompetence er empati, evne til tilknytning og sociale færdigheder.

Social kompetence er nøglen til fællesskabet, hvor børnene har mulighed for at udfolde sig – i leg, i samarbejde med andre om at løse opgaver og realisere drømme.

Det er vigtigt, at børn støttes i at danne venskaber og lærer, hvordan man kommer med i og er en del af en gruppe. Det er i fællesskabet med andre, børnene oplever styrke og betydning og her, der er adgang til at give og opnå anerkendelse. Det er som medskabere af fællesskabets historie, der fortælles hver dag, at børn bliver socialt kompetente.

Børn skal i omsorg og respekt have mulighed for at udvikle konstruktive og nære relationer til andre mennesker. Der skal være plads til at give udtryk for egne følelser og behov samtidig med, at børnene også forstår, at andre har de samme behov. Børn skal lære at sætte grænser for sig selv og sige til og fra.

(1 ) Kilde: Ministeriet for Familie og Forbrugeranliggender.