Kamaiya-systemet: fakta

En kamaiya er en person, der har en etårig mundtlig kontrakt med en arbejdsgiver som regel en godsejer under særlige betingelser. Kontraktens betingelser er typisk:

	Kamaiyaens arbejde betales med en fast mængde mad, jord, penge eller andet, der som regel er for lidt til, at en familie kan leve af det i et år.
	Arbejdsgiveren kan kræve en bøde på op til 54 nepalesiske rupier (ca. 8 kr.) om dagen, hvis en kamaiya udebliver fra arbejde fx på grund af sygdom. Han kan også kræve erstatning for mistede eller beskadigede redskaber.
	Kamaiyaens hustru og børn skal arbejde for den samme arbejdsgiver.
	Kamaiyaen har adgang til at låne penge fra arbejdsgiveren, hvilket oftest er nødvendigt for at kunne købe medicin, tøj, ekstra mad og i forbindelse med begravelser, bryllupper og andre lejligheder, hvor kontanter er nødvendige.
	Det er almindeligt med en arbejdsdag på 18 timer.

Hvis arbejdsgiveren ikke overholder sin del af kontrakten, kan den ikke afsluttes, før året er omme. En gang om året ved den højtid, der kaldes Maghi, kan kamaiyaerne finde nye arbejdsgivere. Men da kamaiyaerne er dårligt eller slet ikke uddannede og ikke kender deres rettigheder, og da udbuddet af arbejdskraft er større end behovet, er betalingen for deres arbejde altid lav og arbejdsbetingelserne altid til arbejdsgivernes fordel, og kamaiyaerne ender med at være afhængige af deres arbejdsgiver.

Har en kamaiya først lånt penge af sin arbejdsgiver - hvilket sker før eller siden, eftersom betalingen for arbejdet aldrig når op på at dække en families behov - er det sværere at skifte arbejdsgiver. Det kan kun lade sig gøre, hvis han finder en ny arbejdsgiver, der er villig til at betale hans lån. Jo større lånet er, jo sværere er det at finde en ny arbejdsgiver. Nogle gange sælges kamaiyaer med deres lån og familie videre til en ny arbejdsgiver, uden de har indflydelse på det.

Kamaiya-systemet stavnsbinder i realiteten familierne, da de må arbejde for den samme arbejdsgiver til deres lån er betalt, hvilket sjældent sker. De er afskåret fra basal menneskelig frihed til at flytte, til at vælge arbejdsgiver og afskåret fra at have indflydelse på deres arbejdssituation. Det er mere almindeligt, at gælden vokser med årene, dels pga. høje renter og dels fordi de bliver nødt til at låne yderligere. Gælden går videre i arv til efterfølgende generationer. Det er ikke ualmindeligt, at kamaiyaernes børn arbejder i huset hos arbejdsgiveren, eller at der indgås kontrakt for dem under slavelignende forhold med andre arbejdsgivere.

I 1998 var der ifølge Informal Sector Service Center (INSEC) 46.000 personer ansat i kamaiya-systemet – heraf 15.000 kvinder og 5.000 børn.

Ifølge ILO – Den Internationale Arbejdsorganisation – var næsten halvdelen af kamaiya-familierne hjemløse og boede på deres arbejdsgiveres ejendom. Mere end halvdelen stod i gæld til arbejdsgiveren.

En undersøgelse fra i 1992 konstaterede:

	At mindst 16% af befolkningen og 50% af tharuerne er kamaiyaer eller tilhører en familie underlagt kamaiyasystemet.
	At 96,5% af kamaiyaerne ikke kunne læse og skrive.
	At 3,3% af kamaiyaerne var fjerde generation kamaiyaer.
	At 21,63% var tredje generation kamaiyaer.
	At 28% var anden generation kamaiyaer.

Slaveri har formelt været forbudt i Nepal siden 1926. I Nepals forfatning fra 1990 står der i artikel 20 stk. 1:
"Handel med mennesker, slaveri, trældom eller tvunget arbejde i enhver form er forbudt. Enhver overtrædelse af denne bestemmelse er strafbar ifølge loven…."