Global undervisning nr. 6, 2000

Sprog som kulturformidler

Nøglen til det globale nøglehul

I min studietid opholdt jeg mig en måned i Sri Lanka. Min største bekymring var, at den studiekammerat, jeg skulle rejse med, talte et ufejlbarligt oxford-engelsk, så hvordan skulle jeg nogensinde få et ben til jorden? Det viste sig at gå lige modsat.

Studiekammeraten blev ikke forstået, fordi hans sprog indeholdt så mange britiske gloser, der var ukendte for srilankanerne. Omvendt havde han svært ved at tilegne sig srilankanernes gloser, fordi han oplevede det som forurening af sit engelske sprog. Imens stod jeg og havde ingen følelser i klemme overfor mit engelske sprog og kunne i stedet slå ørerne ud efter srilankanernes udtryksmåder, såvel verbalt som kropsligt.

Hvis nu studiekammeraten var blevet tilbudt andet end færdighedstræning, havde han været bedre rustet. Hvis han havde opfattet sprog i sin bredest mulige betydning: Som udtryk for den talende persons virkelighed. Jo bedre man forstår denne virkelighed jo mere indsigt kan man få ved hjælp af sit sprog. Det kan selv den mest ufejlbarlige oxford-accent ikke hamle op med.

I et lille land som Danmark med et modersmål, der kun tales af landets fem millioner mennesker, er vi vant til at tale et fremmedsprog i det øjeblik, vi passerer landegrænsen. Sprogundervisningen er da også i høj kurs. Blot har der hersket uenighed om, hvilken valuta man skal omregne sprog-kursen i. Erhvervslivet ser sprog som et middel til at styrke konkurrenceevnen, mens andre mener, at sprog er et middel til at opnå fredelig sameksistens og til at sikre verdensfreden. De første prioriterer færdighedstræning, mens de andre vægter fortolkning. Uenigheden afspejler imidlertid reelle behov, som ikke nødvendigvis er i modstrid med hinanden.

Sprogundervisning skal åbne og ikke lukke. Derfor skal sprogene opleves som et kommunikationsmiddel adskilt fra målsprogslandene. Man kan læse alle former for tekster på engelsk, bare de handler om forhold, eleverne kan identificere sig med. Ligesådan kan tyske tekster handle om andet end sauerkraut og Berlin. For kommunikation sker i dag på kryds og tværs af kloden. Og eftersom det ikke er muligt at lære eleverne alle lokaludgaver af de enkelte sprog, er det nødvendigt at eleverne forstår sammenhængen mellem sprog og kultur, så de selv er i stand til at lave oversættelsen af det lokalt talte sprog, den dag de står i Sri Lanka eller Kenya. Det drejer sig med andre ord om at uddanne eleverne i interkulturel kompetence. Hvordan denne kompetence defineres, og hvem der kan løfte opgaven, er en af de helt store pædagogiske og didaktiske udfordringer.

Eleverne træner selv sproget uafhængigt af målsprogslandene og oplever, hvordan engelsk giver adgang til nettet og computerspillenes verden. I dag er det tydeligt for enhver, hvorfor man skal lære sprog, og der trænes også sprog uden for skolen.

Den største motivation til at lære et andet sprog er nemlig behovet for at vide noget, gøre noget, opleve noget, som kun det fremmede sprog giver adgang til. Derfor gælder det i sprogundervisningen om at motivere disse behov. Når en tekst gennemgås, skal der ikke primært tjekkes for udtale og nutidsendelser, men snarere skal teksten opleves som en historie, der giver adgang til viden og oplevelser, og som er åben for fortolkning. Det er indholdet, der jagtes, men uden træning undervejs vil man sjældent nå målet.

Med sprog kan vi skabe kontakt. Vi indretter vores sprog efter, hvem vi kommunikerer med; i familien, blandt vennerne, i lokalsamfundet men også på globalt plan. Jo bedre vi kender folks baggrund, jo renere går kommunikationen igennem. Sådan er det med vores modersmål, og sådan er det også med fremmedsprogene, fordi vi også kommunikerer på tværs af kulturelle og sproglige tilhørsforhold. Sproget er nøglen til det globale nøglehul, og det skal de fleste af os igennem engang i fremtiden.