Global undervisning nr. 5, 1999
Miljø: Global rimer på lokal
I miljøets tjeneste
Det kan ligne et sisyfosarbejde. En enlig lærer
på vej op ad slaggebjerget slæbende endnu en gruppe elever med
sig. De skal opnå "tillid til egne muligheder og baggrund for
at tage stilling og handle", som det lyder i formålet for
folkeskolens grønne islæt. For deroppe på toppen af slaggebjerget
bliver endnu en container tømt for storkapitalens efterladenskaber,
og eleverne skrider i tomme øldåser og andre miljøforkerte
emballager.
Siden alverdens lande mødtes i Rio i 1992 har
miljøundervisningen stået højt på den danske folkeskoles
dagsorden. Dette er bedst beskrevet med det grønne islæt. Der er
udviklet mængder af undervisningsmaterialer og forløb med miljøet
i centrum. Mange kommuner er fulgt med og har udviklet
handlingsplaner på miljøområdet. Forudsætningerne for en
virkelighedsnær miljøundervisning skulle altså være til stede;
den undervisning der tager sit udgangspunkt uden for skolens egen
verden og bearbejdes hjemme i skolens relevante fag. Man kan
ligefrem tale om, at miljøundervisningen er blevet
institutionaliseret. Man ringer til kommunens Agenda 21-konsulent og
får tilsendt kompostvejledninger og adresser på ormeforhandlere,
og så er det bare at smøge ærmerne op og blive handlekompetent.
Det er blevet så nemt at gå til; men man mister måske derved
noget fundamentalt? Når undervisningsforløb kører på forud
anlagte skinner, slipper man for nogle af de overvejelser, der
ellers hører til i planlægningsfasen. Og dette er måske en af
grundene til, at megen miljøundervisning bliver løsrevet fra
skolens øvrige liv, således at ormenes trivsel i komposten ikke
får konsekvenser for kantinens vareudbud eller kunstgødningen af
skolens udendørsarealer.
Vigtigheden af at operere med en lokal anknytning
er fælles erfaringsgods blandt miljøundervisere. Den lokale
spejling er nærmest en forudsætning for handlekompetencen. Det er
spændende at arbejde med truede dyrearter på den anden side af
Jorden, med ozonlaget eller ørkenspredningen, men det er også
uforpligtende for eleverne. Emnerne har den svaghed, at de, imod
intentionen, tager livsmodet fra børnene, hvis miljøundervisningen
ikke knytter an til elevernes hjemlige erfaringer og
handlekompetence. Men hvordan så få den globale vinkel inddraget?
For det er vel ikke gjort med at græsset i den rige del af verden
bare bliver endnu grønnere? Her fortæller mange undervisere,
hvordan der i de lokale problemstillinger gemmer sig et globalt
eksemplarisk perspektiv, som langsomt viser sig for eleverne. Det
kræver bare, at miljøundervisningen omfatter andet og mere end den
naturvidenskabelige og især biologiske tilgang.
Problemet med den tilgang er nemlig, at den
primært stiller spørgsmål til, hvad og hvordan tingene hænger
sammen. Men først når et hvorfor kommer ind i billedet, begynder
der at opstå sammenhænge, som kan virke eksemplariske også i
forhold til det globale perspektiv. Det centrale i
miljøundervisningen bliver derved interessemodsætninger, i måden
vi forvalter naturen på.
Ved at arbejde med interessemodsætningerne, at
lære at afdække dem og agere blandt dem, kan man inddrage langt
flere sider af elevernes verden uden for skolen. For livet består
af interessemodsætninger. Lige fra de små beslutninger om hvad vi
fylder i indkøbskurven til de store om hvor i verden affaldet skal
deponeres. Eleverne vil således efter et undervisningsforløb
centreret om interessemodsætninger være i besiddelse af en
handlekompetence, som rækker langt ind i deres eget liv her og nu
og videre ud i deres fremtid som medborgere i en globaliseret
verden. Med fokus på interessemodsætninger gives derved rig
mulighed for at lave den vigtige kobling mellem det lokale og det
globale niveau.
|