Global undervisning nr. 16 (2003)

Krig

Man skal aldrig give op, 
uanset hvad der sker

Af Kirsten Borberg
Da børnejuryen skulle udpege deres kandidat til prisen i World Press Photo 2000, havde de 350 billeder at vælge imellem. De valgte et billede af en dreng, der springer over et vandløb – på krykker. Det er taget, mens drengen befinder sig i det tomme rum mellem de to bredder i et goldt bjerglandskab. Fokus samler sig derfor udelukkende om drengen, der springer, men historien bag det fortæller om en afghansk dreng, der har fået amputeret sit ene ben, fordi han har trådt på en landmine.

Børnejuryen valgte billedet med ordene: "Man skal aldrig give op, uanset hvad der sker" Drengens mod fik for børnene billedet til at fremstå som positivt og livsbekræftende.

Dette skete halvandet år før 11. september 2001, hvor verdens bevågenhed for alvor samlede sig om Afghanistan. Det var derfor ikke et politisk korrekt eller ideologisk valg, børnene foretog. De valgte udelukkende på grundlag af deres positive livssyn og følelser, det kan være svært at formulere i ord. Men med billeder som afsæt kan også børns tanker få mæle, uden store falbelader og klicheer om verdens tilstand. Billedlæsning og Årets foto

Man kan med nogen ret hævde, at børn ikke skal beskæftige sig med tilværelsens mørke sider for at skåne dem for en angst og bekymring, de ikke kan håndtere. Men trods ønsket om at beskytte dem kan man ikke sikre dem mod livets grundlæggende vilkår. Netop krig er menneskeskabt, ud fra motiver man kan være enig eller uenig i, og det må høre til enhver voksens ansvar at dele børns bekymring med dem ved at være lydhør, seriøs og omhyggelig i sine svar på de spørgsmål, de stiller.

Med de massive påvirkninger, børn er udsat for gennem direkte mediedækninger af de mest uhyrlige handlinger, kunne man have forestillet sig, at de i deres billedvalg ville eksponere tilsvarende sensationer, som de udsættes for gennem medierne. At deres valg til gengæld afslørede deres store tanker om de små skjulte signaler i hverdagen, kom som en overraskelse for de voksne. Måske er det den samme vej, man skal gå, hvis man i skolen vil arbejde med en tematisering af krigen. Hvor vi som voksne kunne falde for fristelsen til udelukkende at søge vores materiale med en trussels- eller angstoptik og dermed forsøge at afdække krigens natur eller magtpositioner, har vi måske hos børnene selv det bedste og mest konkrete udgangspunkt for at beskæftige os med nogle anderledes sider af krigens væsen, nemlig menneskets latente selvopholdelse, værdighed og værdier. På trods af krigens overgreb og knægtelse af menneskelige rettigheder er der nogle, der tør tage springet, om det så skal være på krykker. Bag frontlinjen

Børn har en udpræget retfærdighedssans, som udvikles, mens de socialiseres og skal lære at komme overens med andre. Det samme gælder deres forhold til sandhed. Det bliver først rigtig problematisk, når man i sin socialisering samtidig er nødt til at lære dem om den værdirelativisme, som er en typisk demokratisk mekanisme i forhold til problem- og konfliktløsning. Se sagen fra begge sider og prøv at forstå, hvad der er den andens bevæggrund for en given handling! Det hører til demokratiets spilleregler. Det hører formentlig med til at blive voksen, at man mister sin selvfølgelige tillid til andre mennesker, og skolens opgave kunne derfor i denne forbindelse være at støtte børn i deres erkendelsesproces, som må baseres på en tillid, der også levner plads for den tvivl, enhver skråsikker eller demagogisk beslutning eller udtalelse må fremkalde. Dilemmaer og Retssagen

De skader, en krig forvolder, bliver af politikere oftest opregnet i penge og menneskeliv.

Men at genoprette de synlige eller usynlige sår og skader, som krigen medfører for de mennesker der overlever, er ikke så interessant. Historien viser, at den slags hurtigt kan glemmes, når samfundsmaskineriets økonomi står på spil. Oprydningsarbejdet efter krigen står de internationale hjælpeorganisationer jo for.

Da er det, at børnejuryens begrundelse for at vælge vinderbillede står stærkt som argument både mod krigen selv og mod den bekymring, som truslen om krig hærger menneskeheden med. Da kan vi gentage den amerikanske præsident John F. Kennedys ord: Vi må gøre en ende på krig; ellers gør krig en ende på menneskeheden. Det kan vi i skolen bedst gøre ved at gennemføre en dagligdag med undervisning og samvær, der er baseret på tillid, livsbekræftende aktiviteter gennem dialog og refleksion – og mod til at være mennesker. Med alt hvad det indebærer.