Chiala fra Zambia | Global.dk

Chiala fra Zambia: Hej, jeg hedder Chilala.

Chilala er 13 år gammel og kommer fra Zambia.

Zambia: Hun bor i den sydlige del af Zambia, tæt på grænsen til Zimbabwe. Zambia er næsten 18 gange større end Danmark og der bor 10 millioner mennesker.

Den røde pil på billedet af kontinentet Afrika peger på landet Zamibia.
Kortet er fra ww.graphicmaps.com

Min familie: Her kan du se min familie. Min mor og far står forrest til venstre. Du kan også se min storebror, min onkel, min onkels tre børn og min nevø. Jeg bor i mit eget hus, som jeg overtog da min storesøster blev gift og flyttede sammen med sin mand.

Min far: Chilalas far er landsbyhøvding. Familien har ikke mange penge, men i forhold til de andre mennesker i landsbyen har de mange ting. De ejer et stykke jord og har både oksekærre, kvæg og plov.

Det gør mig ked af det: Kirkegården og døden gør mig ked af det. Det er fordi vi har mistet mange af vores venner og familie. Hvis jeg ser en grav minder det mig om at tre af mine søstre og brødre er døde, og så begynder jeg tit at græde. Bare det at skrive om det gør mig ked af det.

I Zambia er mange mennesker ramt af alvorlige sygdomme som AIDS, malaria og diarré. Det er især farligt for små børn. I Zambia dør et ud af fem børn inden det fylder 5 år.

Mine klassekammerater: Chilala går i 7. klasse på Lusitu grundskolen ved Siavonga. På billedet kan du se alle hendes klassekammerater. Hendes lærer hedder hr. Siantobolo Mbridge.

Det koster penge at gå i skole i Zambia. Mine forældre har ikke noget arbejde og derfor har vi ikke så mange penge. Jeg er bange for at jeg ikke får afsluttet skolen fordi mine forældre ikke har råd.

Mine bedste venner: Her er mine bedste venner Fungayi Murena, Justina Mwansa og Silvia Namlukwa. Vi leger sammen både i skolen og derhjemme. Justina er skolens hurtigste løber, mens jeg er nummer to og Silvia er nummer tre. I skolen kan jeg bedst lide at have engelsk, idræt og citonga.

Citonga er det sprog som tales der hvor Chilala bor. I Zambia tales der næsten 80 forskellige sprog.

Det gør mig glad: Det gør mig glad at lytte til radioen, fordi jeg så kan høre alt om, hvad der sker i verden. Jeg kan også godt lide at høre musik. Men min familie har desværre ikke nogen radio. Så jeg må gå ind til naboen hvis jeg vil høre radio.

Mine pligter: Jeg har en del pligter derhjemme. Hver dag skal jeg vaske de tallerkner som vi bruger til at spise af. Jeg skal også feje huset og gårdspladsen.

Chilalas familie har ikke elektricitet. Derfor må Chilala bruge lyset fra bålet når hun skal lave lektier.

Jeg henter vand: Vi har ikke vand i huset. Hver morgen og hver aften henter jeg vand fra floden Lusitu der løber 1 kilometer fra vores hus. Beholderne kan indeholde 20 liter vand og dem bærer vi på hovedet. Det er kun kvinder der henter vand.

Floden: Vi vasker også vores tøj i floden. Nogle gange tager vi en svømmetur.

Regntiden giver nogen gange problemer. Det kan regne så meget at floden løber over sine bredder og oversvømmer de dyrkede markeder og de huse der ligger tæt ved. Vandet bliver beskidt og fyldt med affald.

Jeg leger: Når jeg ikke har noget at tage mig til derhjemme, leger jeg med min veninde Justina og min ældste søsters børn. Vi leger for eksempel far, mor og børn hvor de mindste børn lader som om de er vores børn og vi er deres forældre. Når vi leger far, mor og børn lærer vi at høre efter og gøre som de voksne siger. Vi øver os også i at lave forskellig slags mad. På billedet ser du Justina, der lader som om hun laver nsima.

Nsima betyder majsgrød. Nsima er en meget almindelig spise i hele det sydlige Afrika. Det er lige så almindeligt at spise som kartofler eller ris er i Danmark.

Om aftenen: På biledet ser du vor aftensmad. Vi får for det meste nsima med græskarblade som vi dypper i peanutsovs. Nogen gange får vi også grøntsager, men det er sjældent vi spiser kød.

Af og til sidder Chilalas familie rundt om bålet om aftenen. Nogen gange fortæller hendes forældre en historie, andre gange er det Chilalas tur til at fortælle. Ind i mellem danser de også.

Vores afgrøder: Chilalas familie dyrker forskellige afgrøder på deres marker: hvede, hirse, majs, vandmeloner og sukkerrør. På tegningen kan du se hvordan hvid hirse ser ud.

Vi pløjer markerne: Familiens oksekærre, plov, to okser og tre køer er vigtige når markerne skal pløjes og når afgrøderne skal samles sammen efter de er høstet. Mange mennesker i Chilalas landsby har ikke råd til at have kvæg og de må derfor selv pløje jorden med en hakke. Jorden meget udpint. Udpint betyder at jorden mangler næringsstoffer og derfor ikke er så frugtbar.

Vi tærsker kornet: Når markerne er høstet skal vi tærske kornet. Vi tærsker både hvede, hirse og majs. Her er vi i gang med at knuse kornet.
Kornene skal tærskes for at få den yderste skal, som man ikke kan spise, til at falde af.

Vi maler mel: Vi bruger ikke maskiner til at male mel, men gør det i hånden som du kan se på min tegning. Vi ligger kornene på en stor flad sten, og knuser dem med en aflang rund sten der rulles frem og tilbage mange gange. Når det er blevet til mel skubber vi det ned i kurven, der står for enden af stenen, og tager en ny bunke korn på stenen. På den måde laver vi både hvedemel, majsmel og hirsemel.

Dyrene: Der er mange elefanter, flodheste og krokodiller hvor vi bor. Elefanterne spiser vores afgrøder ude på markerne. Vi forsøger at jage dem væk ved at slå på tromme og gamle dåser.

Når man henter vand eller bader i floden skal man passe på. En sulten krokodille er ikke bange for at angribe, og kommer man til at skræmme en flodhest kan den godt finde på at bide. Flodhesten kan bide et menneske tværs over med sine store tænder.

Mellemfolkeligt Samvirke: Vi vil gerne takke Mwinga Peter og Mogens Lønstrup Sørensen for at Chilalas historie er kommet med i Verdensbørn.

Mwinga Peter arbejder på et lærerseminarium. Han hjælper af og til Chilala med sine lektier. Mogens Lønstrup arbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Zambia.